En dag i februar

En gammel mand uden tænder og snot løbende ud af næsen ønsker mig en god dag. Han fortæller mig, at jeg ikke må være sur, da ingen er sur på mig. Derudover siger han, at jeg ligner en der spekulerer alt for meget, hvilket jeg skal lade være med, det giver kun frustrationer og tanker, som jeg ikke behøver døje med. Han ønsker mig endnu engang en god dag og siger tak for turen til chaufføren, hvorefter han med besvær stiger af bussen. Han vinker med den arm, der ikke er i gips, før han halter tre skridt og bussen kører videre. 

Sjældent har jeg set så meget livsglæde hos et menneske, der øjensynligt har et hårdt liv. Hvad han ikke må have været igennem? Han er slidt, hoster så lungerne er ved at flyve ud i bussen og har fysiske skader, som ingen kan undgå at lægge mærke til. Pludselig ser mine spekulationer og bekymringer ud af så lidt. Jeg stopper øjeblikkeligt med at tænke mine spekulerende tanker videre, i stedet glider de hen på, hvor meget alle de andre passagerer, der valgte at ignorere ham, gik glip af. Han havde blot brug for en, der ville lytte til sine ord, en der kunne sige i lige måde og fortælle ham, at han skulle passe godt på sig selv. Jeg modtog i hvert fald det største smil, der kunne sidde på det ansigt, da jeg fortalte ham disse ord. 

Dog reddede han vist mere min dag end jeg reddede hans. 

Nogle vil sikkert mene, at han selv er skyld i hans psykiske og fysiske skader. Men jeg vælger at se det positive i dette menneske, også selvom han kan være tidligere alkoholiker og slagsbror. Hvilket det slidte ansigt og den ødelagte krop kunne signalere, dette er også en mulig grund til at de andre passagere valgte at ignorere ham. Jeg startede med at gøre det samme, så jeg er bestemt ikke bedre selv. Dog blev jeg belært, han ønskede blot at skabe glæde. 

Nogle gange er en fremmeds ord så meget mere opløftende end de ord, der kommer fra dem tæt på dig. Det betyder ikke, at du har en dårlig omgangskreds. Derimod tror jeg, at det er følelsen af at blive udvalgt af dette fremmed menneske. Følelsen af at blive set, der får ordene til at blive printet så dybt i ens sind.

Personligt får jeg tit at vide, at jeg tænker og spekulerer alt for meget over tingene. Det gør jeg måske også. Men hvor går grænsen imellem at tænke nok og ikke at tænke for meget?

Til dig der læser med her, så vil jeg blot viderebringe denne gamle mands budskab - overvej om dine spekulationer er værd at bruge så meget energi på. Overvej om det hele ikke nok skal løse sig og brug i stedet din energi på andre ting, der kan skabe glade stunder.