Ved du hvor svært det er at leve i parforhold?
Hvis jeg havde vidst hvor svært det er, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville vælge et liv i et forhold i dag. Nu sidder jeg i et, og jeg har en intention om at blive i det. Man vil gå igennem mange ting, når kærlighed kommer i spil.
Jeg husker tydeligt tiden som single. Hvor frustrerende det kunne være at sidde alene hjemme søndag aften, blot for at dagdrømme om en dag at tilbringe lige netop denne tid sammen med en sød kæreste. Et parforhold er bare så meget mere end en søndag aften - surprise, det havde de fleste nok regnet ud.
Jeg havde ikke overvejet, hvor stor en omvæltning, det at få en kæreste ville være. Lige pludselig er man to om alting. Man lever i et konstant kompromis, så begge parter kan leve med beslutningen, en planlægning af sin tid - sammen og hver for sig, og et forventningspres, der skal leve op til begges ønsker. Disse ting behøver ikke nødvendigvis at være negative, det er blot en ny måde man skal leve sit liv på. Man kan ikke længere kun tænke på sig selv. Hvilket de færreste måske nogensinde kun har gjort. Alligevel kan man på ingen måde forberedes på, hvordan det er at leve i et "voksent" parforhold. Ja, hvornår man er voksen, er man vist slet ikke i tvivl om, når man står i situationen. Man skal selv tage ansvar for alle sine handlinger, gode som dårlige. Nogle handlinger er gjort med en intention om, at det skulle være hyggeligt og en dejlig oplevelse, for blot at blive mødt af kæresten, der overhovedet ikke finder de samme ting hyggelige. Begge parter sidder efterfølgende med en skuffelse, den ene skuffet over, at den anden ikke er med på idéen, og den anden skuffet over, at den ene ikke har været mere kreativ og tænkt over ens interesser, da vedkommende arrangerede aftenen. Man glemmer nogen gange bare at nyde hinandens selskab.
Når man lever i et konstant kompromis, oplever man så nogensinde den allerstørste lykke, man kan? I forhold til nogle ting, så ja. Hvis begge parter har det samme ønske, så kan der vel ikke opleves nogen større lykke end at dele oplevelsen med sin elskede kæreste. Men hvad så med i alle de andre tilfælde? Hver gang en oplevelse kun er interessant eller sjov for den ene part, så går den anden part på kompromis og bruger sin tid på noget, der ikke har en større interesse, men måske nærmere er spild af ens tid.
Planlægningsdelen i et forhold var en ting, jeg ikke havde forventet skulle fylde så meget. Det viser sig dog, at nogle mennesker bare har meget mere i programmet, ting der alt sammen skal presses ind. Jeg har været så (u)heldig at finde en kæreste, der arbejder rigtig meget, telefonen sover sjældent, vennerne skal passes samt fritidsinteresserne. Selvfølgelig skal der være plads til det hele, men jeg havde ikke overvejet, at hver uge skal planlægges nøje, hvis der skal være plads til hinanden i kalenderen. Jo i starten blev der skåret ned på diverse ting hos begge parter, men på et tidspunkt i parforholdet vågner man op igen og man fortsætter store dele af sit gamle liv, nu blot med en kæreste på sidelinjen. Der med tiden er blevet sidestillet med alle andre planer, der står i kalenderen.
Når man kommer til forventningerne, så tager det vist aldrig en ende. Måske ligeså meget fordi de færreste rent faktisk ved, hvad de forventer i det store hele? Ofte finder man første ud af, hvad man havde af forventninger til en bestemt dag eller begivenhed, når man sidder i situationen og det ikke bliver indfriet. Et citat, der har fulgt mig i en del år efterhånden er: "uanset hvad du forventer, vil det altid blive anderledes." Hvilket må siges at være sandt. I et parforhold har man både forventninger til sig selv og til sin partner. Når man har sine forventninger, gemmer misforståelserne sig kun lige rundt om hjørnet.
Misforståelser bliver hurtigt en stor del af et parforhold, især hvis man ikke spørger ind til partneren. Antagelser er noget af det farligste for et forhold. Man kan hurtigt komme til at antage nogle ting, der slet ikke passer eller som bliver mistolket fuldstændig. Det kan være ødelæggende. Det er da i det mindste en ting jeg har lært. Altid: spørg, hvis der er tvivl i de inderste tanker.
Du skal dog huske på, at alle disse ting, går man igennem, fordi man virkelig ønsker at leve med den anden person. Man tager det hele med, da man hver især kommer i en samlet pakke.
Afsluttende kan jeg blot sige, hvis du ingen forventninger har, så følger skuffelserne heller ikke med. Husk at leve i forholdet, sæt ikke en stopper for dit eget liv, blot fordi I nu er to.
fredag den 23. oktober 2015
tirsdag den 25. august 2015
Er skæbnen blot en begrænsning?
Jeg blev fornylig gjort opmærksom på begrebet 'skæbne'. Selvfølgelig har jeg kendt til begrebet i mange år. Dog fik det sat tingene lidt i perspektiv denne gang.
Skæbne defineres ofte som en højere magt, der tænkes at gribe ind i og styre menneskets liv.
Jeg har et lidt ambivalent forhold til skæbnen. På sin vis må det være en utrolig ro det kan skabe, hvis alt der sker, skyldes skæbnen, så bliver det vel meget lettere at leve sit liv? På denne måde skal jeg vel ikke bekymre mig om fremtiden, da skæbnen allerede er blevet bestemt for mig. Så behøver jeg ikke tage stilling til en masse ting, da jeg vil tro på, at skæbnen fortæller mig om de valg jeg skal træffe. At der er en grund til, at jeg vælger som jeg gør, der er en grund til at jeg møder de mennesker, jeg gør og der er en grund til at de bliver i mit liv, hvis det er tilfældet. Jeg bør slet ikke være i vildrede på samme måde, hvis jeg sætter min lid til skæbnen. Alting vil derfor ske af en årsag, som jeg blot kan tage med mig. Jeg har aldrig tænkt over mit liv på denne måde og jeg ved ikke om jeg synes om tanken eller ej.
Det virker lidt urealistisk, hvis der skulle være en årsag til alt hvad jeg gør og foretager mig. Hvis intet er tilfældigheder, men at når jeg beslutter mig i sidste øjeblik eller ændrer mening, så har det været bestemt fra start af. Det kan dog være, at dette er meget stramt sat op. Hvis det rent faktisk er sådan her med skæbnen, så vil jeg ikke have mulighed for at ændre mit liv til noget andet end det er bestemt til. Dog er tanken om, at der findes en skæbne, som man kan prikke lidt til og lave om på, måske et okay udgangspunkt? Hvad er idéen så i det hele taget med skæbnen? Hvis jeg kan ændre og lave om på den som jeg vil, så mister skæbnen vel lidt sin betydning? Eller hvad?
Andre derimod mener, at vi hundrede procent former vores egen skæbne, men er der så tale om en egentlig skæbne? Eller det blot vores liv, der forløber efter de valg vi selv træffer? Hvis de valg vi tager ikke længere er formet af skæbnen, men er hundrede procent vores egne valg, så må det også være menneskets opgave at træffe de valg, der giver os den skæbne, vi ønsker. Så kan man ikke længere skyde skylden på skæbnen, men blot erkende, at man ikke træffer lige gode valg og beslutninger hver gang, der er sådan et. Hvilket der, hvis du spørger mig, altid er. Der er altid en beslutning og et valg, der skal tages.
Et valg, der er forudbestemt af skæbnen, måske? Eller et valg, der træffes uden større magter, men dog stadig har lige stor betydning for det efterfølgende liv.
Er skæbnen blot en begrænsning for at leve livet fuldt ud?
fredag den 5. juni 2015
Det er ikke kærligheden, der gør ondt
Kærlighed er ifølge den danske ordbog, en meget stærk følelse af ømhed og hengivenhed over for et levende væsen man holder meget af.
[ˈkæɐ̯liˌheðˀ]
For de fleste vil dette være svært at tyde, ligeså svært er det, at forstå kærligheden i sig selv. Kærlighed er et ord som mange andre, et ord, der dækker over følelser, der er svære at forklare. Af mangel på at kunne forklare hvad vi som mennesker tænker og føler for et andet menneske, så benytter vi os af det simple ord: Kærlighed. Det rummer så mange forskellige ting for så mange forskellige mennesker.
Ofte hører jeg mennesker bruge udtryk og vendinger som "kærlighed gør ondt" og "det er ikke let med den kærlighed". Jeg har uden tvivl selv brugt udtrykkende. Dog mener jeg ikke, at det bør bruges i den kontekst. Det er jo netop ikke kærligheden, der gør ondt. Det er vel nærmere den manglende kærlighed? Den kærlighed som vi søger efter hele livet? Den kærlighed, der ikke er tilstede, når vi snakker om, at kærlighed gør ondt?
I min verden er kærlighed en berigelse og man er heldig, hvis man får lov at opleve den. Kærlighed gør ikke ondt, hvis man har den. Det gør ondt ikke at have den i sit liv.
De fleste vil altid have kærlighed i deres liv, i form af familie, venner og måske kæledyr. Dog er det ikke alle, der er så heldige at møde den kærlighed, der opstår mellem to mennesker, der giver dem lyst til at bruge resten af livet sammen. Jeg har selv oplevet den sidste slags kærlighed, som så mange andre. Hvordan denne kærlighed kommer og går. Hvordan den sætter sig i en og først ikke vil forlade kroppen, hvorefter det alligevel sker. Gang på gang åbnes, der op for kærlighed og næsten ligeså ofte ender denne kærlighed igen.
Jeg skrev engang nogle tanker ned om en kærlighed, jeg lige havde mødt der:
Jeg vil slutte af med at sige, at kærlighed ikke gør ondt, men derimod er kærlighed svært. Det er svært at finde den kærlighed, som man tror, man har brug for.
Jeg bliver ved med at tro, at jeg har brug for mere kærlighed og til tider bedre kærlighed end den jeg får. Det er på trods af, at mit liv er bygget op omkring kærlighed fra alle sider. Mit hjerte banker af kærlighed.
Mærk kærligheden og den vil gøre dig godt.
[ˈkæɐ̯liˌheðˀ]
For de fleste vil dette være svært at tyde, ligeså svært er det, at forstå kærligheden i sig selv. Kærlighed er et ord som mange andre, et ord, der dækker over følelser, der er svære at forklare. Af mangel på at kunne forklare hvad vi som mennesker tænker og føler for et andet menneske, så benytter vi os af det simple ord: Kærlighed. Det rummer så mange forskellige ting for så mange forskellige mennesker.
Ofte hører jeg mennesker bruge udtryk og vendinger som "kærlighed gør ondt" og "det er ikke let med den kærlighed". Jeg har uden tvivl selv brugt udtrykkende. Dog mener jeg ikke, at det bør bruges i den kontekst. Det er jo netop ikke kærligheden, der gør ondt. Det er vel nærmere den manglende kærlighed? Den kærlighed som vi søger efter hele livet? Den kærlighed, der ikke er tilstede, når vi snakker om, at kærlighed gør ondt?
I min verden er kærlighed en berigelse og man er heldig, hvis man får lov at opleve den. Kærlighed gør ikke ondt, hvis man har den. Det gør ondt ikke at have den i sit liv.
De fleste vil altid have kærlighed i deres liv, i form af familie, venner og måske kæledyr. Dog er det ikke alle, der er så heldige at møde den kærlighed, der opstår mellem to mennesker, der giver dem lyst til at bruge resten af livet sammen. Jeg har selv oplevet den sidste slags kærlighed, som så mange andre. Hvordan denne kærlighed kommer og går. Hvordan den sætter sig i en og først ikke vil forlade kroppen, hvorefter det alligevel sker. Gang på gang åbnes, der op for kærlighed og næsten ligeså ofte ender denne kærlighed igen.
Jeg skrev engang nogle tanker ned om en kærlighed, jeg lige havde mødt der:
Først et møde
helt tilfældigt
et hav af mennesker
rød, blå og gule blink
høj musik
fest og godt humør
fanget i et øjeblik
Tænkte ikke
snakkede af høflighed
så en anden
mistede
åbnede op
gav det en chance
nu er jeg fanget på ny
Jeg havde helt glemt
hvordan det var
denne følelse
glæde, lykke, frygt, åh
knuder i maven
stikken i kroppen
utilpashed, svævende
Vil ikke opleve igen
hvordan afvisning føles
tillader mig ikke
at åbne for meget
forbereder mig mentalt
beskytter mig selv
stopper op
Det sluttede
før det begyndte
Jeg vil slutte af med at sige, at kærlighed ikke gør ondt, men derimod er kærlighed svært. Det er svært at finde den kærlighed, som man tror, man har brug for.
Jeg bliver ved med at tro, at jeg har brug for mere kærlighed og til tider bedre kærlighed end den jeg får. Det er på trods af, at mit liv er bygget op omkring kærlighed fra alle sider. Mit hjerte banker af kærlighed.
Mærk kærligheden og den vil gøre dig godt.
fredag den 17. april 2015
Ingen kender historien bag mennesket
En dreng mistede sin mor forleden. Hun blev begravet i dag.
Jeg skal med bussen som en hver anden aften fra mine forældre. Som altid er jeg den første der står på. Tanken strejfer mig, at jeg måske får en privatkørsel igen denne aften, hvilket ender med det stik modsatte. En masse unge mennesker skal med. Den første flok er lettere berusede og lugter af røg, hvilket giver mig opkastfornemmelser. Flere af dem er iklædt helt sort og pigerne har en tung sort makeup på. Generelt vil jeg, helst uden at sætte folk i bås, kategorisere dem som alternative typer. Meget af tøjet er lidt slidt og hullet. De unge mennesker snakker om kærlighed til hinanden og om hvilken skøn aften de har haft i hinandens selskab. Min første tanke er fuldemandssnak, hvilket jeg også tror resten af passagerne tænker. De snakker meget højt, og de fremstår fulde og lettere irriterende. Den ene dreng skal dog vise sig at have en noget hårdere dag end de fleste.
På et senere stop står tre unge fyre på bussen, de skal uden tvivl i byen. Fest, druk og damer. De begynder at råbe tilfældige pigenavne op i bussen i håb om, at en pige fra den anden gruppe reagerer. Hvilket sker, hun reagerer på navnet Sofie. Det viser sig dog senere, at hun ikke hedder Sofie, og de tre fyre bliver irriteret over, at hun så reagerer. Hun forklarer det med, at det bare var for sjov. Hendes sidekammerat bakker op om hende. De sidder og fletter fingre. De unge fyre, fulde og ubehagelige (som de kan være) spørger om de skal hjem og hygge. Pigen svarer hurtigt, at de ikke skal. Drengen er længere tid om at svare, men giver hende ret. Rappe i replikken spørger en fra drengegruppen, hvorfor de så fletter fingre, det kan han ikke forstå, hvis det ikke er meningen, at de skal hjem sammen. Drengen ved siden af pigen hæver stemmen lidt og snubler over ordene, men får fremstammet ”min mor er død i dag.” Han retter sig selv, ”min mor er blevet begravet i dag.” Uden at tænke sig om svarer den ene af drengene, at han synes det er respektløst at tage i byen, hvis han lige har begravet sin mor. Sagen er den, at han slet ikke skal i byen.
Det forfærdelige er, at jeg sad med mange af de samme tanker om den gruppe, som disse tre ubehøvlede drenge gjorde. Forskellen er bare, at de ikke stopper, da de har fået den noget chokerende nyhed. Jeg taber kæben, da han fortæller om sin mors død – målløs. Jeg har lært en lektie i dag, døm ikke en person på sin udstråling. Ingen kender historien bag mennesket.
Jeg har tændt et lys for denne drengs mor.
(Hændelsen skete i starten af dette år)
Jeg skal med bussen som en hver anden aften fra mine forældre. Som altid er jeg den første der står på. Tanken strejfer mig, at jeg måske får en privatkørsel igen denne aften, hvilket ender med det stik modsatte. En masse unge mennesker skal med. Den første flok er lettere berusede og lugter af røg, hvilket giver mig opkastfornemmelser. Flere af dem er iklædt helt sort og pigerne har en tung sort makeup på. Generelt vil jeg, helst uden at sætte folk i bås, kategorisere dem som alternative typer. Meget af tøjet er lidt slidt og hullet. De unge mennesker snakker om kærlighed til hinanden og om hvilken skøn aften de har haft i hinandens selskab. Min første tanke er fuldemandssnak, hvilket jeg også tror resten af passagerne tænker. De snakker meget højt, og de fremstår fulde og lettere irriterende. Den ene dreng skal dog vise sig at have en noget hårdere dag end de fleste.
På et senere stop står tre unge fyre på bussen, de skal uden tvivl i byen. Fest, druk og damer. De begynder at råbe tilfældige pigenavne op i bussen i håb om, at en pige fra den anden gruppe reagerer. Hvilket sker, hun reagerer på navnet Sofie. Det viser sig dog senere, at hun ikke hedder Sofie, og de tre fyre bliver irriteret over, at hun så reagerer. Hun forklarer det med, at det bare var for sjov. Hendes sidekammerat bakker op om hende. De sidder og fletter fingre. De unge fyre, fulde og ubehagelige (som de kan være) spørger om de skal hjem og hygge. Pigen svarer hurtigt, at de ikke skal. Drengen er længere tid om at svare, men giver hende ret. Rappe i replikken spørger en fra drengegruppen, hvorfor de så fletter fingre, det kan han ikke forstå, hvis det ikke er meningen, at de skal hjem sammen. Drengen ved siden af pigen hæver stemmen lidt og snubler over ordene, men får fremstammet ”min mor er død i dag.” Han retter sig selv, ”min mor er blevet begravet i dag.” Uden at tænke sig om svarer den ene af drengene, at han synes det er respektløst at tage i byen, hvis han lige har begravet sin mor. Sagen er den, at han slet ikke skal i byen.
Det forfærdelige er, at jeg sad med mange af de samme tanker om den gruppe, som disse tre ubehøvlede drenge gjorde. Forskellen er bare, at de ikke stopper, da de har fået den noget chokerende nyhed. Jeg taber kæben, da han fortæller om sin mors død – målløs. Jeg har lært en lektie i dag, døm ikke en person på sin udstråling. Ingen kender historien bag mennesket.
Jeg har tændt et lys for denne drengs mor.
(Hændelsen skete i starten af dette år)
søndag den 1. marts 2015
Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns
Søren Kierkegaard har engang sagt de kloge ord:
"Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns."
Men hvordan ville verden egentlig se ud, hvis vi fik lov at leve livet baglæns helt bogstaveligt. Vi ville måske ikke få en større forståelse af livet af den grund, men tanken om et baglæns levet liv er måske ikke så skidt igen.
Hvis vi starter med at dø for derefter at vågne op på sygehuset eller plejehjemmet, for senere (eller tidligere om man vil) at blive udskrevet eller sendt hjem, som rask og en lidt yngre udgave af sig selv. Herfra vil vi starte med pensionstiden med frihed til at nyde livet uden stress og jag.
Senere vil tiden på arbejdsmarkedet begynde, dette vil selvfølgelig starte ud med en fin fest med flotte gaver og tak for indsatsen. Derefter vil man bruge de næste mange år på arbejdsmarkedet indtil ungdommen træder ind og den står på fester, alkohol, sex og uddannelse. En uddannelse der her ikke vil være til gavn, men alligevel en forsikring til omverdenen om, at man er i gang og nok skal klare den.
Det eneste vi behøver at forberede os på er at starte i folkeskole, hvor vi med tiden kan opføre os mere og mere som børn med leg, spil og sjov i skolegården. Derudover er man i gang med sine 18 år, hvor vores forældre vil tage sig af os, og vi dermed ikke behøver at tænke på økonomi og at få det hele til at hænge sammen længere, det ansvar forsvinder fra vores skuldre over til vores forældre. Efter folkeskoletiden vil vi ende som babyer, hvor vi vil blive opvartet, fodret og skiftet både i børnehaven og i hjemmet - der er intet vi behøver at tænke på, udover at modtage al den kærlighed og opmærksomhed, som vi kan få.
De sidste ni måneder af vores liv, vil vi leve varmt og trygt uden frygt for omverdenen. Det eneste vi behøver er at vise livstegn, så er alle omkring os glade. Hvordan vi forlader verden, vil du selv kunne tænke dig til.
Hvem ville ikke hellere forlade verdenen på denne måde?
Dog kan det også være en fantastisk måde at starte livet på, så måske skal vi bare begynde at leve livet og se hvad der venter - livet kan kun leves forlæns, som Søren Kierkegaard også mener med sit citat, så bliver vi nødt til at leve vores liv, mens det sker, og ikke planlægge livet på forhånd. Som det også hedder sig: grib dagen!
"Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns."
Men hvordan ville verden egentlig se ud, hvis vi fik lov at leve livet baglæns helt bogstaveligt. Vi ville måske ikke få en større forståelse af livet af den grund, men tanken om et baglæns levet liv er måske ikke så skidt igen.
Hvis vi starter med at dø for derefter at vågne op på sygehuset eller plejehjemmet, for senere (eller tidligere om man vil) at blive udskrevet eller sendt hjem, som rask og en lidt yngre udgave af sig selv. Herfra vil vi starte med pensionstiden med frihed til at nyde livet uden stress og jag.
Senere vil tiden på arbejdsmarkedet begynde, dette vil selvfølgelig starte ud med en fin fest med flotte gaver og tak for indsatsen. Derefter vil man bruge de næste mange år på arbejdsmarkedet indtil ungdommen træder ind og den står på fester, alkohol, sex og uddannelse. En uddannelse der her ikke vil være til gavn, men alligevel en forsikring til omverdenen om, at man er i gang og nok skal klare den.
Det eneste vi behøver at forberede os på er at starte i folkeskole, hvor vi med tiden kan opføre os mere og mere som børn med leg, spil og sjov i skolegården. Derudover er man i gang med sine 18 år, hvor vores forældre vil tage sig af os, og vi dermed ikke behøver at tænke på økonomi og at få det hele til at hænge sammen længere, det ansvar forsvinder fra vores skuldre over til vores forældre. Efter folkeskoletiden vil vi ende som babyer, hvor vi vil blive opvartet, fodret og skiftet både i børnehaven og i hjemmet - der er intet vi behøver at tænke på, udover at modtage al den kærlighed og opmærksomhed, som vi kan få.
De sidste ni måneder af vores liv, vil vi leve varmt og trygt uden frygt for omverdenen. Det eneste vi behøver er at vise livstegn, så er alle omkring os glade. Hvordan vi forlader verden, vil du selv kunne tænke dig til.
Hvem ville ikke hellere forlade verdenen på denne måde?
Dog kan det også være en fantastisk måde at starte livet på, så måske skal vi bare begynde at leve livet og se hvad der venter - livet kan kun leves forlæns, som Søren Kierkegaard også mener med sit citat, så bliver vi nødt til at leve vores liv, mens det sker, og ikke planlægge livet på forhånd. Som det også hedder sig: grib dagen!
torsdag den 5. februar 2015
Det er så let at dømme. Især når man intet ved
Hvordan ville verden se ud, hvis du og jeg var så godt som ens? Selvfølgelig ikke bogstaveligt, men hvis vi begyndte at se ligheder i stedet for forskelle?
Jeg kan i hvert fald nævne mindst to ting, der gør sig gældende for alle mennesker på denne jord.
1. Vi bliver født
2. Vi dør
Alt det der sker mellem disse to punkter kan være så individuelt og så forskelligt. Eller måske ens?
Vi ser rundt om i verden, hvordan det ene kulturmøde skaber større skade end det andet. Alene i Danmark går der næsten ikke en dag, hvor der ikke sidder et eller andet menneske bag en skærm og kommer med den ene tilsvining efter den anden af personer, de tror er så langt fra deres egen verden og sin egen person.
Har du prøvet at dømme den hjemløse på gaden? Den prostituerede på gadehjørnet? Kontanthjælpsmodtageren? Måske din fulde ven? Eller indvandreren?
Det er så let at dømme. Især når man intet ved. Vi møder mennesker hver dag, der lever et anderledes liv end vores. Betyder det så automatisk, at vi ikke kan forstå hinanden eller at vi kommer af forskellige verdener? Det tror jeg ikke. Vi er bare blevet så fokuseret på forskelle, at det er det første der popper op i vores hoveder, når vi møder et menneske.
Hvordan ville samfundet se ud, hvis alle tænkte i ligheder? Det er svært at sige og det vil være noget nær umuligt at finde ud af. Mange ser for eksempel deres indvandrernabo, som et udskud, en der ikke er "rigtig dansker". Derudover spiser naboen heller ikke svinekød og hun går med sit underlige tørklæde om hovedet. Hun passer da ikke ind i vores samfund? Men jo, det gør hun. Denne nabo er måske studerende, bor i samme lejlighedskompleks som dig, dermed i samme by. Hun får besøg af familien i weekenden og hygger med veninderne til mørket falder på. Hun spiller brætspil og laver aftensmad over et komfur magen til dit. Hun spiser mad, når hun er sulten og støvsuger, når det trænger. Altså nøjagtig ligesom dig! Se lighederne. Jeg tager måske fejl, men hvis alle gjorde dette ville lighederne overskygge forskellene. De ville svinde ud til minimaler og noget, der har mindre indflydelse på vores syn af hinanden. Dermed siger jeg ikke, at alle gør ting som disse til hverdag, men flere mennesker gør og det er blot taget som eksempel til ligheder nogle mennesker uden tvivl deler. Dermed sagt ikke alle.
Ja, der vil altid være forskelle. Og ja, det vil være svært at se bort fra dette. Det vil ikke kunne lade sig gøre, men forsøger du overhovedet at se det andet menneske i lighed med dig selv? Anerkender du de mennesker du møder på din vej? Eller er du alt for fokuseret på det, som du ikke kan genkende i dig selv?
Overvej det. Jeg vil ikke se mig selv fri for at dømme andre eller tænke, at en anden er for forskellig til at jeg kan omgås vedkommende. Dog arbejder jeg på min tankegang og forsøger at forholde mig åben til alle jeg møder på min vej. Det er vel det mindste vi kan gøre. Eller hvad?
Jeg kan i hvert fald nævne mindst to ting, der gør sig gældende for alle mennesker på denne jord.
1. Vi bliver født
2. Vi dør
Alt det der sker mellem disse to punkter kan være så individuelt og så forskelligt. Eller måske ens?
Vi ser rundt om i verden, hvordan det ene kulturmøde skaber større skade end det andet. Alene i Danmark går der næsten ikke en dag, hvor der ikke sidder et eller andet menneske bag en skærm og kommer med den ene tilsvining efter den anden af personer, de tror er så langt fra deres egen verden og sin egen person.
Har du prøvet at dømme den hjemløse på gaden? Den prostituerede på gadehjørnet? Kontanthjælpsmodtageren? Måske din fulde ven? Eller indvandreren?
Det er så let at dømme. Især når man intet ved. Vi møder mennesker hver dag, der lever et anderledes liv end vores. Betyder det så automatisk, at vi ikke kan forstå hinanden eller at vi kommer af forskellige verdener? Det tror jeg ikke. Vi er bare blevet så fokuseret på forskelle, at det er det første der popper op i vores hoveder, når vi møder et menneske.
Hvordan ville samfundet se ud, hvis alle tænkte i ligheder? Det er svært at sige og det vil være noget nær umuligt at finde ud af. Mange ser for eksempel deres indvandrernabo, som et udskud, en der ikke er "rigtig dansker". Derudover spiser naboen heller ikke svinekød og hun går med sit underlige tørklæde om hovedet. Hun passer da ikke ind i vores samfund? Men jo, det gør hun. Denne nabo er måske studerende, bor i samme lejlighedskompleks som dig, dermed i samme by. Hun får besøg af familien i weekenden og hygger med veninderne til mørket falder på. Hun spiller brætspil og laver aftensmad over et komfur magen til dit. Hun spiser mad, når hun er sulten og støvsuger, når det trænger. Altså nøjagtig ligesom dig! Se lighederne. Jeg tager måske fejl, men hvis alle gjorde dette ville lighederne overskygge forskellene. De ville svinde ud til minimaler og noget, der har mindre indflydelse på vores syn af hinanden. Dermed siger jeg ikke, at alle gør ting som disse til hverdag, men flere mennesker gør og det er blot taget som eksempel til ligheder nogle mennesker uden tvivl deler. Dermed sagt ikke alle.
Ja, der vil altid være forskelle. Og ja, det vil være svært at se bort fra dette. Det vil ikke kunne lade sig gøre, men forsøger du overhovedet at se det andet menneske i lighed med dig selv? Anerkender du de mennesker du møder på din vej? Eller er du alt for fokuseret på det, som du ikke kan genkende i dig selv?
Overvej det. Jeg vil ikke se mig selv fri for at dømme andre eller tænke, at en anden er for forskellig til at jeg kan omgås vedkommende. Dog arbejder jeg på min tankegang og forsøger at forholde mig åben til alle jeg møder på min vej. Det er vel det mindste vi kan gøre. Eller hvad?
Abonner på:
Opslag (Atom)