Jeg
er aldrig blevet bedt om at blive født. Alligevel blev jeg det. Det var
ikke mit valg og nu sidder jeg her som menneske med uendelige af andre
valg på baggrund af et valg, jeg ikke selv har truffet. Det er en
underlig tanke. Alligevel har de fleste mennesker nok gjort sig en tanke
før eller senere. Tanken om hvorfor jeg som menneske sidder her lige
nu. Hvad skete der? Sommetider prøver jeg at se mig selv udefra. Jeg
begynder at tænke om mig selv som er jeg en anden person. Jeg stopper
med at eksistere for en kort stund, men selvfølgelig er jeg her stadig.
Det er jo mig, der blev født som det menneske. Sommetider ville jeg
ønske, at jeg aldrig blev født.
Jeg spørger tit
mig selv hvorfor det lige netop er mig, der er endt her. Det kunne lige
så godt være en anden, der heller ikke har bedt om en menneskekrop, men
alligevel har fået en. Der kommer nye til hver dag. Mennesker med
ulækre kroppe, der er fyldt med slim og snask. Tæer der mest af alt har
lyst til at være pakket i strømper, ører der helst vil gemmes under
håret og ansigter, der dækkes af flere lag af make-up. Maver, der får
bæltet til at stramme, hager, der ofte kommer i flertal og overarme,
hvor alting slasker. Ja, mennesket er en underlig skabning.
Alligevel
er mit mål med livet blevet at skabe endnu et menneske eller flere. For
det er jo sådan, at når man er en af dem, der er blevet ufrivilligt
menneske, så skal man have mål i livet. Der skal skabes en grund til at
lige netop du og jeg blev til mennesker. Andet er ikke acceptabelt. Jeg
siger det igen, mennesker er en underlig skabning. Det er mennesker, der
har bestemt, der skal være mål med livet. Hvor får jeg mit mål fra?
Målet for mange mennesker bliver at skabe flere af disse slimede
mennesker, der pakker sig væk i det, som der hører sig til.
Jeg
selv vil også træffe det valg for et andet menneske, at det skal fødes.
Det får ikke valget, muligheden er der ikke. Det er jo nærmest blevet
menneskehedens mål med det ufrivillige liv.
Nyd det dog alligevel.
