En dreng mistede sin mor forleden. Hun blev begravet i dag.
Jeg skal med bussen som en hver anden aften fra mine forældre. Som altid er jeg den første der står på. Tanken strejfer mig, at jeg måske får en privatkørsel igen denne aften, hvilket ender med det stik modsatte. En masse unge mennesker skal med. Den første flok er lettere berusede og lugter af røg, hvilket giver mig opkastfornemmelser. Flere af dem er iklædt helt sort og pigerne har en tung sort makeup på. Generelt vil jeg, helst uden at sætte folk i bås, kategorisere dem som alternative typer. Meget af tøjet er lidt slidt og hullet. De unge mennesker snakker om kærlighed til hinanden og om hvilken skøn aften de har haft i hinandens selskab. Min første tanke er fuldemandssnak, hvilket jeg også tror resten af passagerne tænker. De snakker meget højt, og de fremstår fulde og lettere irriterende. Den ene dreng skal dog vise sig at have en noget hårdere dag end de fleste.
På et senere stop står tre unge fyre på bussen, de skal uden tvivl i byen. Fest, druk og damer. De begynder at råbe tilfældige pigenavne op i bussen i håb om, at en pige fra den anden gruppe reagerer. Hvilket sker, hun reagerer på navnet Sofie. Det viser sig dog senere, at hun ikke hedder Sofie, og de tre fyre bliver irriteret over, at hun så reagerer. Hun forklarer det med, at det bare var for sjov. Hendes sidekammerat bakker op om hende. De sidder og fletter fingre. De unge fyre, fulde og ubehagelige (som de kan være) spørger om de skal hjem og hygge. Pigen svarer hurtigt, at de ikke skal. Drengen er længere tid om at svare, men giver hende ret. Rappe i replikken spørger en fra drengegruppen, hvorfor de så fletter fingre, det kan han ikke forstå, hvis det ikke er meningen, at de skal hjem sammen. Drengen ved siden af pigen hæver stemmen lidt og snubler over ordene, men får fremstammet ”min mor er død i dag.” Han retter sig selv, ”min mor er blevet begravet i dag.” Uden at tænke sig om svarer den ene af drengene, at han synes det er respektløst at tage i byen, hvis han lige har begravet sin mor. Sagen er den, at han slet ikke skal i byen.
Det forfærdelige er, at jeg sad med mange af de samme tanker om den gruppe, som disse tre ubehøvlede drenge gjorde. Forskellen er bare, at de ikke stopper, da de har fået den noget chokerende nyhed. Jeg taber kæben, da han fortæller om sin mors død – målløs. Jeg har lært en lektie i dag, døm ikke en person på sin udstråling. Ingen kender historien bag mennesket.
Jeg har tændt et lys for denne drengs mor.
(Hændelsen skete i starten af dette år)
